Hvordan kan hesten hjælpe psykisk sårbare mennesker med at finde ro, mærke sig selv og skabe bedre kontakt til andre?
I denne levende og praksisorienterede talk fortæller Maja Frederiksen om, hvordan hesten kan indgå som pædagogisk assistent. I samværet med hesten og naturen kan vi arbejde med blandt andet ro i krop og sind, selvværd, relationer, grænser og et mere balanceret nervesystem.
Undervejs bliver publikum også inviteret med i små kropslige øvelser, så du selv kan mærke nogle af de metoder, Maja bruger i sit arbejde.
Maja kommer desuden ind på etik, ansvar og hestevelfærd, når heste indgår i arbejdet med sårbare mennesker – og hvorfor faglig uddannelse inden for både mennesker og heste er vigtig i hesteassisteret praksis og rideterapi.
Ring 8
Lørdag kl. 11.00
Søndag kl. 10.30
Om Maja Frederiksen
Maja Frederiksen har siden 2008 arbejdet professionelt med heste og mennesker. Med en pædagogisk baggrund samt efteruddannelser inden for rideterapi og hesteassisteret praksis arbejder hun med at hjælpe mennesker til at genfinde forbindelsen til sig selv og livet – altid med fokus på hestevelfærd.
Hun er formand for Rideterapeutforeningen og har tidligere været underviser og kursusleder på foreningens efteruddannelse i rideterapi. Siden 2018 har hun desuden stået bag den certificerede efteruddannelse “Hesten som pædagogisk assistent”.
Maja er blandt andet rideterapeut, hestetræner, FEIF Level 1-instruktør, Centreret Ridning-instruktør Level 2 samt yoga- og mindfulnesslærer.
Rdeterapeutforeningen.dk

