Foreningsshow på Store Hestedag
Kig forbi ring 6 lørdag den 6. september, når Welsh Pony & Cob Avlen i Danmark inviterer til foreningsshow på Store Hestedag. Der vil være rig mulighed for at se de smukke welsh fra alle 5 sektioner blive mønstret og bedømt.
Der afvikles klasser for føl, 1-års, 2-års og 3-års, junior (4 til 7 år) og senior (fra 8 år) med ponyer i hver sektion. Der afvikles én separat vallakklasse for alle sektioner og aldre. Desuden afholdes engelske rideklasser og en junior handlerklasse for de yngste medlemmer.
Bedømmelsen foregår på britisk manér uden point/beskrivelser af ponyerne.
Den bedste hest/pony og nummer to fra hver showklasse deltager i deres respektive championater. Vinderne af championaterne går videre til konkurrencen om ”Best in Show”.