Se og prøv den nye hundesport på Store Hestedag

Hoopers er det nyeste hit indenfor hundesport i Danmark, og det kan dyrkes af alle to- og firbenede, der har lyst til at lave noget sjovt sammen.

Sporten stammer fra USA og har siden efteråret 2019 spredt sig over hele Danmark.

Hoopers går ud på, at hundeføreren - fra et afmærket område og udelukkende ved hjælp af verbale kommandoer, håndtegn og kropssprog - fjerndirigerer sin hund rundt på en nummeret bane, der består af hoops, hegn, tønder, tunneller og måtter.

Sporten er uden hårde belastninger for hunden, da den på en hoopers-bane hverken skal springe, dreje skarpt, stoppe brat, kravle op og ned, sno sig eller tage forhindringer fra bagsiden. Hunden skal blot løbe - og helst i den retning hundeføreren navigerer den.

En hoopers-bane gennemføres i flow, og hunden kan altid se den næste forhindring. Udfordringen består i afstanden mellem hund og fører, samt afstanden mellem de enkelte forhindringer.

Det er så nemt at få succes i træningen og glæden er stor, når hundene selvstændigt løber gennem forhindringerne. Hundene smiler lige så meget som hundeførerne både under og efter træning.

Da sporten er skånsom for såvel hund som fører, kan alle have stor fornøjelse af at stifte bekendtskab med sporten.

På Store Hestedag har du og din firbenede ven mulighed for at prøve kræfter med Hoopers, møde Danmarks Hoopers-pionerer, opleve to daglige Hoopers-opvisninger samt se de danskproducerede forhindringer fra Hoopers.dk