Collie

En populær race der hjalp med at finde sårede soldater på slagmarkerne.

Collien, som vi kender den i dag, har haft en spændende fortid som hyrdehund. Det var dronning Victorias yndlings hund og en vigtig medhjælper under både første og anden Verdenskrig.

Den siges at stamme fra Skotland, hvor man kan spore den tilbage til den romerske besættelse. Racen blev hurtigt avlet frem af blandinger af forskellige lokale hyrdehunde og racer, som romerne bragte med sig.

I 1880’erne anskaffede Dronning Victoria sig en samling Collier og gjorde den derved til en enormt populær hund i det højere selskab. Under første- og andens verdenskrig var racen populær som sanitets- og ordonanshunde. De hjalp med at finde sårede soldater på slagmarkerne og bragte vigtige beskeder på tværs af ingenmandsland og igennem skyttegrave.

Da den første Lassie film udkom i 1943, betød det desværre at racen blev avlet for hurtigt for at komme efterspørgslen til livs, og det tog sit tag i hundens psyke.

I dag har man fået Collien tilbage til det rolige sind og smukke pels, som i sin tid gjorde den så populær.

Racen som familiehund

En dejlig familiehund, som passer på de store, men især de små i hjemmet. Den er aktiv og vil gerne med på eventyr og lære nye ting. Den bliver dog let forskrækket så træn med en rolig stemme og lad den udforske selv.

På glatte og blanke gulve kan den godt blive usikker, som bambi på glat is, og den bryder sig ikke om høje lyde. Så snak gerne med en træner eller en dyrlæge omkring tips og tricks til at klare jer igennem nytåret.

Den lange pels skal redes en gang om ugen og sæt gerne en time af til det. Alt i alt en dejlig og smuk familiehund.

Kilder

  • www.DKK.dk
  • www.dyreportal/leksikon/hunde/collie
  • Billede1: Dansk Collie Klub Billede2: collie-zucht.ch