Fransk Bulldog – den charmerende og hengivne selskabshund
Oprindelse
Fransk Bulldog er fra Frankrig i anden halvdel af 1800-tallet. Små bulldogger kom fra England til Frankrig med blandt andre engelske tekstilarbejdere, og de blev især populære i Paris.
Her blev de krydset med andre små hundetyper, og efterhånden opstod den type med de karakteristiske opretstående ”flagermuseører”, som vi kender i dag.
Racen blev først populær blandt arbejdere, kuske og slagtere i Paris, men fandt snart vej til kunstnermiljøet og de højere sociale lag. I 1898 blev Fransk Bulldog officielt anerkendt som race i Frankrig.
Temperament
Fransk Bulldog er en venlig, hengiven og charmerende hund, som knytter sig tæt til sin familie – og ofte særligt til én person. Den er som regel omgængelig over for fremmede og er kun lidt gøende.
Det er en selskabshund med masser af personlighed. Den kan være både livlig, legesyg og lidt stædig, og opdragelsen fungerer bedst med tålmodighed, venlig konsekvens og korte, varierede træningspas.
Pels og farver
Pelsen er kort, glat og tæt tilliggende og kræver kun begrænset pelspleje. Hud- og læbefolder skal holdes rene.
Fransk Bulldog findes i fawn eller brindlet fawn med eller uden mindre eller større hvide aftegninger.
Racen som familiehund
Fransk Bulldog er først og fremmest en selskabshund, som trives bedst med tæt kontakt til sine mennesker. Den vil gerne være med i familiens hverdag og egner sig mindre godt til et liv, hvor den ofte skal være alene i mange timer.
Motionsbehovet er moderat, men racen har stadig brug for daglige gåture, leg og mental beskæftigelse. Den er generelt glad for børn og kan være en både robust, kærlig og underholdende familiehund.
Fransk Bulldog er en kortsnudet race, og derfor er sunde og frie luftveje særligt vigtige. Den kan desuden have sværere ved at regulere sin kropstemperatur i varmt vejr, og aktivitet skal derfor tilpasses temperaturen.
Kilder
