Gammel dansk spidshund - en kærlig familiehund og en af de fem nationale racer

Den Gamle Danske Spids er en af de kun 5 rene danske hunderacer (6 hvis man regner Grønlænderhunden med som dansk).

Oprindelse

Man ved at den danske spids er en meget gammel race, da der er fundet skeletter af den i historiske udgravninger, men man ved ikke præcist, hvornår den er opstået som race.

Den danske spids optræder jævnligt på malerier fra de sidste par hundrede år og ses på fotografier fra omkring år 1900.

Den danske spids blev oprindeligt holdt som selskabshund af det bedre borgerskab, men blev i det 1900 århundrede i stigende grad anvendt som gårdhund på landet – specielt i Jylland. Den havde sin storhedstid i 1930’erne, hvor den var forholdsvis almindelig på de danske gårde, hvor den ofte var børnenes hund.

Temperament

Den Gamle Danske Spids er en kærlig og hengiven ven, vi kalder den for Danmarks bedste familiehund. Den knytter stærke bånd og er udtalt loyal overfor sin familie.

Den er venlig overfor mennesker og andre dyr og fungerer fint sammen med katte. Det er en følsom hund, der er tæt knyttet til sin flok (sin familie), men kan være reserveret overfor fremmede.

Størrelse

Den Gamle Danske Spids er en typisk spidshund i middelstørrelsen; den er lidt længere end den er høj, med opretstående ører og halen oprullet på ryggen.

I GDS er den gamle Danske Spids er 40 til 52 cm høj og vejer mellem 12 og 20 kg. Det er tydeligt at se forskel på hanner og tæver, da hannerne er større og har en kraftigere manke.

Pels og farver

Pelsen er hvid og blød, og den har et tykt lag af underuld, der gør den velegnet til det kolde danske klima. Pelsen er selvrensende og kræver ikke anden pleje end en børstning en gang imellem

Racen som familiehund

Den Gamle Danske Spids er vagtsom og kan være meget gøende, hvilket dog kan begrænses ved at træne det tidligt. Selvom den Gamle Danske Spids har mange fysiske fællestræk med slædehundene er den kun moderat motionskrævende og tilpasser sig let aktivitetsniveauet i familien.

Den er dog fuld af energi, vil gerne have udfordringer og lærer hurtigt. Da den også gerne vil samarbejde med sine mennesker og er lydig, er den velegnet til forskellige former for hundesport.

Kilder:

Foreningen for den Gamle Danske Spids

https://da.wikipedia.org/wiki/Dansk_spids

https://samojedespids.dk/

https://klintespidserne.dk/