Sankt Bernhard - hunden der blev brugt til at redde menneskeliv

Oprindelse

Sankt Bernhardshunden stammer fra Schweiz og har fået sit navn efter Sankt Bernhard-passet i Alperne. Allerede i 1600-tallet holdt munkene ved klostret i passet store, godmodige hunde, som blandt andet blev brugt som trækhunde og senere blev kendt for deres arbejde med at finde og hjælpe nødstedte rejsende i bjergene.

De oprindelige hunde var korthårede og mindre end nutidens Sankt Bernhardshund. Senere opstod også den langhårede variant. Den lange pels viste sig dog mindre velegnet til arbejdet i sne, fordi sne og is kunne sætte sig fast i pelsen. I dag findes racen fortsat i både en kort- og en langhåret variant.

Temperament

Sankt Bernhardshunden er kendt for sit venlige, rolige og sindige væsen. Den er trofast og hengiven over for sin familie og holder gerne tæt kontakt til sine mennesker. Den kan være vagtsom og beskyttende, men er mere en beskytter end en egentlig vagthund.

Racen er som regel samarbejdsvillig og positiv over for træning. Opdragelsen bør begynde tidligt og være venlig, rolig og konsekvent – ikke mindst fordi den lille hvalp hurtigt udvikler sig til en meget stor og stærk hund.

Pels og farver

Sankt Bernhardshunden findes i to pelsvarianter. Den korthårede har en tæt, glat og hårdere pels, mens den langhårede har en middellang, glat eller let bølget pels. Begge har en tæt og beskyttende underuld og skal børstes grundigt og regelmæssigt.

Grundfarven er hvid med mindre eller større rødbrune partier eller en gennemgående rødbrun ”saddel” over ryg og flanker.

Racen som familiehund

Trods sin imponerende størrelse er Sankt Bernhardshunden en rolig og hengiven familiehund. Den er typisk tålmodig over for børn, især når den fra hvalp er blevet vænnet til dem.

Racen har ikke et stort løbebehov, men har brug for regelmæssig og fornuftig motion samt mental beskæftigelse. Under opvæksten er det særligt vigtigt at tilpasse både motion og fodring til den hurtigt voksende hund.

Den kan godt lide at bruge sine kræfter og kan eksempelvis trives med aktiviteter som vogntræk og søgearbejde. 

Kilder

Dkk.dk

Raceprofil - Dansk Sankt Bernhard Klub