Siberian Husky – den udholdende og selvstændige slædehund

Oprindelse

Siberian Husky har sin oprindelse hos tjuktjerne, et nomadefolk i det nordøstlige Sibirien. Her var hundene gennem århundreder en vigtig del af hverdagen og blev avlet til at trække slæder over lange afstande i et barskt klima.

I begyndelsen af 1900-tallet blev hundene bragt til Alaska, hvor de hurtigt vakte opsigt i slædehundeløb på grund af deres fart, udholdenhed og evne til at arbejde sammen i flok.

Racen blev siden udviklet og anerkendt i USA, men dens oprindelige egenskaber som slædehund er stadig tydelige.

Temperament

Siberian Husky er venlig, social, aktiv og udadvendt. Den fungerer typisk rigtig godt sammen med andre hunde og har et stærkt flokinstinkt. Over for fremmede er den normalt hverken særlig mistroisk eller vagtsom og egner sig derfor ikke som klassisk vagthund.

Samtidig er det en selvstændig og egensindig race. Den lærer hurtigt, men det betyder ikke nødvendigvis, at den altid vælger at gøre det, man beder den om.

Træningen kræver derfor tålmodighed, konsekvens og forståelse for racens oprindelige arbejdsegenskaber. Huskien er heller ikke kendt for at gø meget – til gengæld kan den være ganske god til at hyle.

Pels og farver

Siberian Husky har en tæt dobbeltpels med en blød og kraftig underuld og en middellang dækpels, som beskytter effektivt mod kulde og dårligt vejr.

Alle farver fra sort til hvid er tilladt, og racen ses med mange forskellige farver og aftegninger. Pelsen kræver almindelig regelmæssig børstning, men en eller to gange om året fælder hunden meget kraftigt.

Racen som familiehund

Siberian Husky kan være en kærlig og social familiehund, men den passer bedst til en aktiv familie, som har lyst og mulighed for at give den masser af motion og beskæftigelse.

Det er en hund, der er skabt til at løbe og arbejde, og aktiviteter som løb, træk og andre former for fysisk udfoldelse passer naturligt til racen.

Den har ofte et stærkt jagtinstinkt og en stor trang til at bevæge sig over lange afstande. Derfor kan mange Siberian Huskies ikke gå sikkert løs på samme måde som racer med mindre jagt- og løbetrang.

Det er med andre ord ikke nødvendigvis den letteste familiehund, men for den rette ejer er den en social, arbejdsivrig og fascinerende hund med en helt særlig kombination af fart, styrke og udholdenhed.

Siberian Husky3