Islandsk Fårehund – den livlige og sociale hyrdehund, der gerne bruger sin stemme
Oprindelse
Islandsk Fårehund stammer fra Island og regnes for en gammel nordisk spidshund. De første hunde kom sandsynligvis til øen med vikingerne omkring år 900 og udviklede sig gennem århundreder til en robust og nøjsom hyrde- og gårdhund, der kunne arbejde i det barske islandske klima.
Hunden blev en vigtig hjælper på gårdene, hvor den blandt andet blev brugt til at samle og drive får, heste og kvæg.
Racen var på et tidspunkt tæt på at forsvinde, men blev bevaret gennem målrettet avlsarbejde og er i dag Islands nationalhund.
Temperament
Islandsk Fårehund er venlig, nysgerrig, livlig og legesyg. Den er meget social og knytter sig tæt til sine mennesker – ofte følger den familien fra rum til rum og vil helst være med i det hele.
Den er typisk tillidsfuld over for både mennesker og andre hunde og modtager ofte gæster med stor begejstring. Racens naturlige tilbøjelighed til at bruge stemmen stammer fra arbejdet som hyrdehund, men med tidlig og konsekvent træning kan man lære den at begrænse gøen.
Pels og farver
Islandsk Fårehund findes i både en kort- og en langhåret variant. Begge har en tæt, vejrbestandig dækpels med en tyk og blød underuld, som beskytter godt mod kulde, regn og vind.
Farverne varierer fra creme, gul og rød til chokoladebrun, grå og sort, ofte med hvide aftegninger. Racen fælder en del, især i fældeperioderne, og pelsen bør børstes grundigt regelmæssigt.
Racen som familiehund
Islandsk Fårehund er en aktiv og hengiven familiehund, som trives bedst i tæt kontakt med sine mennesker. Den har brug for både motion og mental beskæftigelse, men behøver ikke nødvendigvis lange, hårde motionsture.
Gåture, søgeopgaver, lydighed, tricks, agility og andre aktiviteter, hvor hund og ejer arbejder sammen, passer racen godt.
Den er intelligent, lærenem og samarbejdsvillig og holder som regel naturligt tæt kontakt til sin ejer. Hyrdeinstinktet kan dog få den til at interessere sig lidt for meget for eksempelvis cykler, biler og andre ting i bevægelse, så træningen bør begynde tidligt.
Det er ikke en hund, der trives med at være alene mange timer hver dag. Til gengæld er den ofte en glad og engageret deltager i familielivet – og når der bliver ro omkring den, falder den typisk også selv til ro.
Kilder