”Det hele startede på Store Hestedag”

Dina Hall maler billeder af dyr – heste især – og hun har været med på Store Hestedag siden 2018. Faktisk var det på Store Hestedag, at hun fandt troen på, at hun virkelig kunne noget med den der kunst.

Billederne taler for sig selv. Portrætterne af heste og nu også en tiger fra Knuthenborg er så detaljerede, at man tænker, at det må være et fotografi. Eller endnu bedre, faktisk: Du føler, at du står overfor et dyr af kød og blod. Dina kan fange sjælen i dyret, på en måde, så man skulle tro, at hun har malet hele sit liv. Og det har hun faktisk også. Hall har haft gang i penslerne siden hun var ti år gammel, men det er først i løbet af de seneste tre år, at hun er blevet rigtig god til det, siger hun selv.

- Der var flere at mine venner, som blev ved med at sige til mig: Gør det nu, du skal ud og vise dine billeder! Og så startede jeg med at få en stand på Roskilde Dyrskue. Jeg er kommet på dyrskuet i mange år, har redet med i mange shows, så det var naturligt for mig at starte dér.

Men publikum var for bredt, synes hun, og det samme havde udstillingsansvarlig Niels Mathiassen set. Han foreslog hende at tage på Store Hestedag senere samme år.

- Og det var så meget bedre for mig og mine billeder! Jeg er glad og stolt over at være med. Og det var på Store Hestedag, at jeg faktisk begyndte at tro på mig selv og mine evner som kunstner. Det var her det hele startede.

Og med ”det hele” mener Dina Hall, at hun begyndte at få kontakt til mulige købere til sine billeder. Men ikke bare kunder, hun har også fået en masse nye bekendtskaber på Store Hestedag – og endda en slags fan:

- Der var en mand, som nærmest var ved at besvime over mine billeder, så flotte synes han de var, han kunne slet ikke være i sig selv. Altså, det er hans egne ord, siger Dina Hall med et smil på læben.

Siden de mødtes på Store Hestedag er han kommet til alle hendes udstillinger, og de er blevet rigtig gode venner.

- Det beskriver for mig meget godt, hvilken stemning der er på Store Hestedag. Folk er meget nede på jorden. Her er en behagelig og rolig stemning. Jeg føler faktisk, at jeg hører bedre til her end mange andre steder, jeg har været med mine billeder.